Kolera dræber 41 i Mozambique efter oversvømmelser

Skrevet af admin

02/03/2015

Dagens topnyheder

Dødstallet fra en koleraepidemi, der brød ud efter omfattende oversvømmelser, er næsten fordoblet på to uger i Mozambique.

41 har mistet livet under udbruddet, mens antallet af smittede også er fordoblet, lyder det mandag fra sundhedsmyndigheder.

Sundhedsministeriets talsmand Quinhas Fernandes siger, at "4518 tilfælde af kolera og 41 dødsfald har fundet sted siden 25. december 2014".

Kolera er en smitsom mave-tarm-sygdom, som inden for kort tid kan give voldsom diarré, hvorved man kan miste mange liter væske i døgnet.

Ifølge myndigheder er den hårdest ramte region den vestlige Tete-provins, der er rig på kul og grænser op til Zimbabwe og Malawi.

Selvom Tete ikke blev ramt af den seneste tids oversvømmelser, er der registreret flere end 1500 tilfælde i hovedstaden Maputo alene over de seneste to måneder.

Antallet af infektioner stiger hurtigere i hovedstaden, mens det er ved at stabilisere sig andre steder i landet.

Mozambique oplever jævnligt koleraudbrud og tilfælde af diarré under sommerens regntid, som strækker sig fra oktober til marts.

I år har kraftige regnskyl ramt landet mellem december og januar og kostet 158 personer livet, hvilket har fremskyndet udbredelsen af kolera.

De dødeligste oversvømmelser fandt sted i Mozambique i 2000, da omkring 800 mennesker blev mistede livet.

/ritzau/