Kolleger frygtede at arbejde sammen med drabsmistænkt sygeplejerske

Skrevet af admin

19/11/2015

Dagens topnyheder

En afdeling på sygehuset i Nykøbing Falster var for et par år siden så belastet af hyppige dødsfald, at ledelsen valgte at holde en temadag om fænomenet.

Blandt andet skulle en psykolog hjælpe de ansatte med at håndtere den psykiske belastning, som dødsfaldene medførte.

Fraværende ved temadagen var imidlertid en 31-årig sygeplejerske, der efterfølgende er blevet sigtet for at have taget livet af en række patienter.

Det fortalte anklager Michael Boolsen torsdag eftermiddag i Østre Landsret, hvor den drabssigtedes advokat forsøgte at få dommerne til at løslade den sorthårede kvinde.

Under retsmødet præsenterede anklageren desuden adskillige vidneudsagn fra kvindens kolleger, som alle bidrog til et lidet flatterende billede af den anholdte.

- Jeg tror, at hun slår patienter ihjel, husker en sygeplejerske ifølge anklageren at have sagt til en kollega, inden den nu drabssigtede kvinde var blevet anholdt.

Flere andre ansatte på både sygehusets akutte og medicinske afdelinger gjorde sig lignende tanker. Nogle opfandt sågar et særligt navn for den type vagter, hvor den 31-årige var på arbejde, fortalte Michael Boolsen.

- Kendetegnende for vagterne var, at påfaldende mange patienter fik hjertestop.

En kollega har fortalt, at hun inden sådanne vagter begyndte at møde 20 minutter tidligere end normalt. Formålet var at undersøge patienterne af frygt for, at de senere ville dø.

I 2012 kom politiet så på sporet af, at noget var galt. En ældre mand var død under mystiske omstændigheder, og der var fundet stesolid i hans urin. Et stof, som han ikke havde fået. Efter afhøringer af personalet endte det dog med, at sagen blev droppet.

I dag er netop det dødsfald et af de drab, som sygeplejersken er sigtet for.

De resterende tre drab og drabsforsøget fandt ifølge anklagemyndigheden sted på den samme lange vagt fra 28. februar til 1. marts i år.

I alle tilfælde mener politiet, at den drabssigtede har sendt en dødelig cocktail af medicin ind i blodet på patienterne.

Det var i forbindelse med det påståede drabsforsøg, at kvinden blev opdaget. Her kom en anden sygeplejerske ind på stuen og så den 31-årige stå og fifle med nogle sprøjter.

Umiddelbart herefter fik den 73-årige patient hjertestop, men blev siden genoplivet.

Østre Landsret valgte torsdag aften at stadfæste sygeplejerskens varetægtsfængsling.

/ritzau/