Kolleger opkaldte dødsvagter efter drabstiltalt sygeplejerske

Skrevet af admin

02/05/2016

Dagens topnyheder

En lille gruppe sygeplejersker på akutafdelingen på sygehuset i Nykøbing Falster har de seneste år haft en særlig betegnelse for de mest travle og hektiske vagter.

Vagterne var opkaldt efter en af deres kolleger - en 31-årig kvinde, som i dag er tiltalt for med dødelige doser af medicin at have dræbt tre patienter og for at have forsøgt at tage livet af en fjerde.

Det fortalte en yngre sygeplejerske mandag i forbindelse med retssagen mod den 31-årige.

- Der var de her såkaldte CH-vagter (navnet på den tiltalte, red.) - så havde der været rigtig meget gang i den, sagde vidnet.

Ligesom andre kolleger tidligere har fortalt under retssagen, forklarede mandagens vidne, at der efter hendes mening altid var drama omkring den tiltalte.

- Det er svært at forklare. Det var, som om det var en opvisning, sagde vidnet.

Mistanken kulminerede i forbindelse med en nattevagt, der strakte sig fra 28. februar til 1. marts 2015. I løbet af aftenen døde to patienter, og tidligt om morgenen 1. marts måtte en ældre kvinde genoplives efter at have fået en overdosis af medicin.

- Jeg syntes, at det var påfaldende, men jeg havde ikke noget konkret at sætte min finger på, men jeg havde en dårlig fornemmelse af, at der foregik nogle ting, som ikke burde foregå. At nogen hjalp de her patienter på vej, sagde sygeplejersken.

Om morgenen 1. marts delte hun efter eget udsagn bekymringen med en anden kollega, som viste sig at have tænkt det samme.

- Jeg kan ikke huske, om hun ordret sagde, at hun troede, at C slog patienter ihjel, men der var ingen tvivl om, at det var det, som vi snakkede om, sagde vidnet.

Den drabstiltalte sygeplejerske nægter sig skyldig i alle anklager. Tidligere har hun antydet, at rygter og ondsindet sladder muligvis kan forklare, at sagen overhovedet er opstået. Men den idé afviser sygeplejerskekollegaen.

- Veninder eller ej. Veninder er uden for arbejdstiden, og det her er sket i arbejdstiden, fastslog hun.

Ikke desto mindre står det fast, at langt fra alle kolleger har tænkt dårligt om den tiltalte.

- Jeg synes, at hun er meget professionel. Der var lige så meget drama omkring patienterne, når hun ikke var på vagt, fastslog en anden sygeplejerske i mandagens retsmøde.

Drabssagen fortsætter tirsdag. Dommen ventes dog først i slutningen af juni.

/ritzau/