Kolonihavevold: Kvinde svæver mellem liv og død

Skrevet af admin

29/08/2015

Dagens topnyheder

En 47-årig mand er blevet sigtet for vold under særligt skærpende omstændigheder efter et overfald fredag aften i et kolonihavehus, hvor en mand og en kvinde blev slået i hovedet med noget tungt.

Begge ofre har været i livsfare, og kvinden svæver sent lørdag aften fortsat mellem liv og død, oplyser Jørn Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Voldsmanden er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding lørdag eftermiddag.

Den brutale vold gik ud over en 40-årig mand, der mistede bevidstheden efter et hårdt slag. Han er lørdag vågnet op igen. Kvinden, der er 33 år, ligger i koma, og hun meldes fortsat i livsfare.

Volden fandt sted fredag aften klokken 23.20 i et kolonihaveområde i Horsens.

Politiet har ikke oplysninger om det våben, der blev brugt til at slå de to mennesker i hovedet med.

Og selvom flere vidner er blevet afhørt, er det ikke lykkedes at nå til bunds i motivet til den meget grove vold.

- Selv om vi har afhørt flere vidner, ved vi ikke helt, hvad der er foregået, siger Jørn Lindhardt.

Politiet anholdt den nu varetægtsfængslede 47-årige mand lørdag. Han er ligesom de to ofre fra Horsens.

Han er sigtet for grov vold efter en paragraf i straffeloven, der skærper straffen i grove voldssager. Det betyder, at der under særdeles skærpende omstændigheder kan idømmes op til ti års fængselsstraf.

/ritzau/