Kom aldrig på vingerne: De eneste danske storkeunger forladt i reden

Der kommer ingen flyvefærdige storkeunger på vingerne i Danmark i år, efter at det sidste ynglende storkepar har forladt de hjælpeløse unger i reden ved Smedager i Sønderjylland.

Storkeparret blev set samtidig i området lørdag formiddag, hvor den ene burde have holdt ungerne varme og beskyttet dem.

Æggene klækkede for under en uge siden, og nu vil ungerne enten være døde eller vil dø meget snart. Det siger ejeren af gården med reden, Benny Appel til TV Syd.

- Nu er der ikke noget at gøre. Når begge storke har forladt reden samtidig, så er det slut, siger han.

Storkene var ellers begyndt at fodre ungerne for et par dage siden. Det står ikke klart, om ungerne er døde inden forældrene forlod dem.

Nedenfor reden lå lørdag formiddag et ikke udklækket æg, som var gået i stykker i faldet, og som indeholdt en død unge.

Gårdejeren skulle ellers til at sætte et telt op til at byde kaffe til besøgende til storkereden, hvor blandt andet en del pensionistforeninger havde meldt deres ankomst. De planer må han nu skrinlægge.

/ritzau/

 

Dagens Gossip