Komaramt europamester i fremgang: Camilla Pedersen fortsat i kritisk tilstand

Der er fremgang at spore hos den danske europamester i triatlon Camilla Pedersen, som for to uger siden styrtede slemt på sin cykel og pådrog sig kraniebrud og kritiske blødninger omkring hjernen.

Hun ligger fortsat i koma på Odense Universitetshospital, men meldingerne er altså mere positive nu, siger landstræner Michael Krüger.

- Det er nu 14 dage siden, Camilla var ud for den forfærdelige ulykke. Camilla er stadig i en kritisk tilstand, men dog noget mere stabilt end hidtil.

- Der er en langsom fremgang i den kritiske del af behandlingen at iagttage. Umiddelbart forventer lægerne at opvågningen kan vare 14 dage og mere, fra den dag Camilla er trappet helt ned fra sovemedicin.

- Tidligst en uge ind i opvågningen kan lægerne give et bud på de skader, der er sket. Det er fortsat ikke muligt at besøge Camilla, siger Michael Krüger til triatlon.dk.

Det er fire måneder siden, at Camilla Pedersen blev europamester på den halve ironman-distance. Det slemme styrt skete i forbindelse med en træningstur.

/ritzau/

 

 

Dagens Gossip