Komiker anklaget for at stjæle pervers bamse

Det er knapt så sjovt at være komiker Seth MacFarlane for tiden. Komikeren bag kultserien 'Family Guy' bliver nemlig beskyldt for at have plagieret idéen til sin indbringende hitkomedie 'Ted' fra produktionsselskabet Bengal Mangle Productions.

Produktionsselskabet hævder nemlig, at de opfandt en vulgær bamse ved navn Charlie, som altså ifølge selskabet minder umiskendeligt meget om MacFarlanes opfundne 'Ted'-karakter i filmen af samme navn.

I anklageskriftet til den centralcaliforniske byret skriver folkene bag Bengal Mangle Productions, at deres Charlie-bamse ligesom Ted, 'lever i en voksen verden, har mennesker som venner, en forkærlighed for at drikke og ryge og er en generel vulgær omend humoristisk karakter' - nøjagtig ligesom 'Ted'-figuren i 'Ted'-filmen er kendt for at være. Det skriver MSN Entertainment.

Ud over Seth MacFarlane og hans produktionsselskab Fuzzy Door Productions hiver Bengal Mangle Productions også producenterne og distributører hos Universal Pictures i retten for at få økonomisk kompensation for det påståede plagiat.

'Ted' handler om den voksne mand John Bennet, der som barn ønskede sig, at hans elskede bamse Ted var levende. Det ønske går så i opfyldelse, da Ted rent faktisk kommer til live. Men Ted er ikke en sød, lille pussenusset teddybjørn, men derimod en særdeles upassende bamse, der både er sexgal, pervers, bandene og hashrygende.

Efterfølgeren til 'Ted' får titlen 'Ted 2' og har premiere i sommeren 2015.

Newspaq

Dagens Gossip