Komiker i bedring efter voldsom bilulykke

Et voldsomt trafikuheld var for nylig tæt på at få fatale konsekvenser for komikeren Tracy Morgan.

Morgan, der er bedst kendt fra komedieserien "30 Rock", kørte i en limousine sammen med tre andre komikere og sin agent, og ved ulykken brækkede han lårbenet, næsen og en del ribben.

Men nu er der heldigvis gode nyheder fra hospitalet. Det fortæller Morgans repræsentant ifølge Female First.

- Han er blevet flyttet væk fra intensiv, hvilket er en stor forbedring, fortæller repræsentanten.

Derudover forlyder det, at Morgan også er ved at finde sit gode humør igen.

- Hans personlighed er helt sikkert også ved at komme tilbage igen, fortæller Morgans repræsentant.

Ved bilulykken var det ikke kun Tracy Morgan, der kom alvorligt til skade. Morgans agent blev også alvorligt kvæstet, men han er nu blevet flyttet væk fra intensiv, mens to af komikerne, Ardie Fuqua og Harris Stanton, fik mindre kvæstelser.

Så heldig var den femte passager i bilen desværre ikke. Komikerkollegaen Jimmy Mack omkom nemlig ved ulykken.

Efter ulykken har Tracy Morgan modtaget mange hilsner fra kollegerne. Blandt andet sendte talkshow-værten, Jimmy Fallon, en hilsen til Morgan live i sit talkshow.

Newspaq

Dagens Gossip