Komiker-parti vil have magten i Italien

Den pludseligt magtfulde komiker Beppe Grillos parti, der i sidste måned blev det største ved det italienske parlamentsvalg, ønsker at lede landets kommende regering og afviser samtidig enhver alliance med noget andet parti.

Femstjerne-bevægelsens nyligt valgte ledere, som komikeren Grillo ikke ønskede at være blandt, siger søndag, at det er den besked, de vil give præsident Giorgio Napolitano, når han konsulterer partierne om, hvilken regeringsformation de forestiller sig.

- Vores forslag vil være en Femstjerne-regering, siger bevægelsens senatsleder Vito Crimi.

Det er imidlertid usandsynligt, at de andre partier vil acceptere en regering ledet af Femstjerne-bevægelsen.

Det skyldes dels politiske forskelligheder, men også det faktum, at selvom partiet fik flest stemmer som enkeltparti, så blev det overgået af to koalitionslister.

Femstjerne-bevægelsens politik inkluderer en minimumindkomst for arbejdsløse, fri internetadgang til alle, afskaffelse af statsstøtte til partier og aviser samt at droppe arbejdet med et højhastighedstog i Norditalien.

Partiet har været under massivt pres for at indgå i en alliance med centrum-venstre-koalitionen ledet af Pier Luigi Bersani, som har flertal i underhuset, men ikke senatet.

Men det kommer altså ikke til at ske.

De to parter er da også langt fra hinanden - særligt hvad angår spørgsmålet om eurozonen, hvor Grillo ønsker en afstemning om tilknytningen til euroen.

En anden regeringsmulighed er en alliance mellem Bersani og højrefløjen, som ledes af den tidligere ministerpræsident, Silvio Berlusconi, der fik et bemærkelsesværdigt comeback ved valget.

Men Bersanis tilhængere advarer mod at krybe i seng med, hvad de opfatter som djævelen selv, hvilket Bersani da også har afvist.

Præsident Giorgio Napolitano vil i løbet af de kommende uger indkalde partiledelserne for at finde ud af, om der overhovedet kan dannes en regering.

Alternativet er nyvalg.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip