Komiker scorer designer: Vi er forelskede

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

I januar mødte Amy Schumer en mand, der kunne få hendes hjerte til at galoppere lige så hurtigt som hendes talestrøm.

Den 35-årige kvindelige komik-komet blev nemlig kærester med den 29-årige møbeldesigner Ben Hanisch, og i den kommende juliudgave af Vogue løfter hun dynen til lidt af parrets forhold.

- Vi er forelskede og svæver stadig på en lyserød sky. Hvem ved, hvad der sker i fremtiden, men lige nu har vi det rigtig godt, siger Schumer i interviewet med modemagasinet.

Den Emmy-vindende stjerne er kendt for sin brovtende facon, arbejderattitude og spiddende satire, og selv om hun tit finder inspiration til sine jokes fra sin opvækst, er det få af de frække vittigheder, som rent faktisk stammer fra noget, hun har prøvet selv.

- Jeg har altid været glad for fyre, men aldrig haft mange partnere som ung. Jeg havde ikke særligt meget selvtillid, lyder det åbenhjertigt fra hende.

Som yngre brugte Schumer humoren som - med egne ord - en forsvarsmekanisme, men i dag siger hun sin mening.

- Jeg har en form for medfødt behov til at sige ting, som, jeg mener, er vigtige for folk at høre. Jeg kan ikke snuppe uretfærdighed, så jeg er ikke bange for at råbe op og starte en konflikt.

- Det er en slags superkraft, jeg har udviklet over tiden, men af virkelig triste årsager, forklarer Schumer.

Komikeren fik sit helt store gennembrud med satireserien "Inside Amy Schumer".

I øjeblikket arbejder hun på et manuskript med den Oscar-vindende skuespillerinde Jennifer Lawrence.

/ritzau/FOKUS