Kommende nedrykker henter endnu en landsholdsspiller

Det er tilsyneladende rigtig attraktivt at spille i den næstbedste danske håndboldrække.

I hvert fald hvis det foregår hos Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH), som efter denne sæson rykker ud af Boxer Dameligaen.

Mandag aften kunne klubben præsentere den nuværende Viborg HK-spiller Mette Gravholt som forstærkning til den kommende sæson.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af NFH til næste sæson. Det virker som en god klub med masser af opbakning, en god hjemmebane og trofaste fans, siger Mette Gravholt i en pressemeddelelse.

Kontrakten løber i tre år.

Den 30-årige landsholdsspiller bliver dermed den anden landsholdspiller, som inden for den seneste uges tid skifter til NFH.

For otte dage siden - kort tid før nedrykningen blev en realitet - præsenterede NFH landsholdsplaymakeren Kristina "Mulle" Kristiansen fra den kommende sæson. Hun er hentet i Team Tvis Holstebro.

NFH får den nuværende Team Tvis-træner Niels Agesen som cheftræner fra den kommende sæson.

- Jeg ser frem til at blive samlet med "Mulle" og Niels igen og være med til for alvor at sætte NFH på landkortet, som en klub, der kan være med i toppen af dansk kvindehåndbold, siger Mette Gravholt.

Hun nåede kun en enkelt sæson i Viborg, der er i gang med en større afgang af profiler.

Stregspilleren var før opholdet hos Viborg i netop Team Tvis Holstebro.

NFH er sikker på at slutte sidst i Boxer Dameligaen, selvom der endnu resterer en spillerunde.

Klubben har blot seks point for 21 kampe.

/ritzau/

Dagens Gossip