Kommende statsborger vil politianmelde DF

En af de personer, der optræder på Dansk Folkepartis avis-annonce under overskriften »Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed«, har kontaktet Politiet for at anmelde Dansk Folkeparti for ærekrænkelse.

»Jeg har besluttet, at jeg vil anmelde det her, fordi det krænker mig, og fordi jeg føler, at jeg allerede er mistænkt for at være terrorist, inden jeg har fået mit danske statsborgerskab,« siger Saif Abbas Al-Zohairi, der er en af de kommende danske statsborgere, der optræder på listen.

Flere aviser bringer onsdag en helsides annonce fra Dansk Folkeparti, hvor 685 personer, som er tildelt dansk statsborgerskab, er listet med deres fulde navn og by. Annoncen er en reaktion på, at en af personerne har været overvåget af Politiets Efterretningstjeneste (PET) for »bekymrende og mistænkelig« adfærd.

Saif Abbas Al-Zohari er på listen, og han føler derfor, at han mistænkes for at være potentiel terrorist.

»Jeg føler mig så krænket fordi, at jeg har arbejdet hårdt i to år for mit statsborgerskab, og nu står jeg så på den her annonce, hvor jeg kan mistænkes for at være terrorist,« siger han.

Rachid Labrini, som har arbejdet som fransklære i Marokko, optræder også på listen. Ligesom Saif Abbas Al-Zohari overvejer Rachid Labrini at indlevere en anmeldelse.

»Jeg er overrasket over det, Dansk Folkeparti har gjort. Jeg er gift med en dansk kvinde og har boet her i flere år. Jeg studerer og er ikke til fare for Danmark. Jeg har ikke besluttet, om det er noget, der skal anmeldes. Men det er noget, jeg overvejer,« siger Rachid Labrine.

Ifølge juridisk konsulent i Amnesty International Claus Juul er Dansk Folkepartis annonce på kant med straffeloven.

»Man kan ikke sige noget om, hvorvidt Dansk Folkeparti risikerer at blive dømt for det her. Chancen er størst, hvis der er tale om en person fra et lille samfund, der oplever, at folk let genkender hans eller hendes navn og derved kan få den mistanke, at han kan være den potentielle terrorist,« siger Claus Juul.

Personen, der har været i PETs søgelys, er hverken sigtet, tiltalt eller dømt.

Dagens Gossip