Kommentator: DF på vej mod historisk triumf

Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

»Skruer vi tiden bare nogle år tilbage, var det her en utænkelig situation. Men i målingerne nu klarer Dansk Folkeparti det enestående, og det er en historisk ydmygelse for Socialdemokraterne, for Venstre har sat sig tungt på posten som landets største parti, og nu er det næststørste Dansk Folkeparti. Den kendsgerning må være svær for S-topledelsen at håndtere,« siger Thomas Larsen.

Ligesom Kristian Thulesen-Dahl også understreger over for Jyllands-Posten, er Berlingskes kommentator ikke i tvivl om, at Dansk Folkepartis vokseværk skyldes de utilfredse socialdemokratiske vælgere, der ikke er enige med regeringen i den kurs og politik, den siden valget har ført. Socialdemokraterne er gået fra 19.3 procent før sommeren til 17,5 procent.

»Forklaringen er uden tvivl, at den massive skuffelse hos mange socialdemokratiske vælgere har flyttet mange af stemmerne. Det er lidt samme effekt, som vi også har set i forhold til Venstre, som ligeledes har lukreret på den store skuffelse,« slår Thomas Larsen fast.

Alligevel er Dansk Folkepartis formand tilbageholden med at melde en storsejr ud allerede nu, og Kristian Thulesen-Dahl forventer ikke, at partiet holder de 20,2 procent, som målingen i Jyllands-Posten giver det. Og det gør han trods alt klogt i, mener Thomas Larsen.

»Han har ret i, at vi »kun« er midt i en valgperiode, og at der i princippet er to år til næste valg. Det lyder måske ikke af meget, men i politik er det som en evighed. Meget kan ske, og det er også set før,« siger han.

»Når det så er sagt, så må man konstatere, at Socialdemokraterne er meget langt bagud og har været det foruroligende længe. Ikke i en eneste måling siden valget, har regeringen haft flertal. Så der skal noget af et comeback til, hvis den skal genvælges,« forklarer han og peger også på, at vælgerne, der er gået til Dansk Folkeparti ikke har taget et impulsvalg, fordi partiet »langt fra er en ukendt størrelse«.

»Derfor tror jeg, at Dansk Folkeparti har en chance for at holde på de mange nye vælgere, for de ved, hvad partiet står for. Historisk set har partiet også formået at holde fast på sine vælgere,« lyder det fra den politiske kommentator.

Dagens Gossip

Dagens TV