Kommentator: Holger K's rygstød er vigtigt for Pia Dyhr

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Det er vigtigt, at Pia Olsen Dyhr (SF) nu modtager støtte fra SF's tidligere formand og udenrigsminister Holger K. Nielsen i den kommende kamp om, hvem der skal være formand for det vingeskudte parti.

Det siger politisk journalist på Weekendavisen Hans Mortensen, der har skrevet bogen "Den røde tråd - SF og vejen til magten".

- Det er da vigtigt, forudsat at hun stiller op. Det er et stærkt rygstød at have, for normalt hører de ikke til samme gruppering i SF.

- At Holger K. støtter hende, er tegn på, at hun kan komme til at favne ret bredt i partiet, siger Hans Mortensen til Ritzau.

Holger K. Nielsen har historisk tilhørt den såkaldt røde fløj, mens Pia Olsen Dyhr tilhører den grønne fløj i partiet.

Endnu har ingen SF'ere meldt deres kandidatur forud for formandsvalget, der skal afgøres på et ekstraordinært landsmøde den første weekend i marts.

Fløjene i partiet er splittet, efter at Annette Vilhelmsen trak sig som formand og partiet ud af regeringen i kølvandet på landsledelsens beslutning om at støtte op om salget af 19 procent af Dong Energy til det amerikanske investeringsselskab Goldman Sachs.

Men formandskampen stikker dybere end som så, da den er et spørgsmål om selve partiets identitet, mener Hans Mortensen.

- Formandsvalget skal afklare, hvilket parti man vil have. Vinder en fra venstrefløjen, bliver det et slags Enhedslisten light, men vinder Pia Olsen Dyhr, bliver det resultatsøgende og pragmatisk med fokus på miljøet.

- Man skal ikke bare vælge en formand, men også hvilket parti man vil have. Og det er lige så svært at forudse som at spå om, hvem der bliver formand, siger Hans Mortensen.

Pia Olsen Dyhr har advaret sit parti imod at bevæge i retning af Enhedslisten.

Hun har allerede modtaget støtte fra en række SF-borgmestre som den afgående næstformand og borgmester i Lejre, Mette Touborg, og partiets fungerende politiske ordfører og gruppeformand Pernille Vigsø Bagge.

Den tidligere skatteminister Jonas Dahl anses også for at være et oplagt bud på en kommende formand. Han placerer sig mellem de to fløje og har modtaget rosende ord fra Pia Olsen Dyhr, der har kaldt ham "et rigtigt godt bud".

/ritzau/