Kommentator: Kjers afgang udstiller regeringens svaghed

Skrevet af admin

27/02/2016

Dagens topnyheder

Det mindste parti i blå blok er skyld i, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) må forlade sin post i utide. Og netop det faktum understreger, at Venstre-regeringen er svag, mener politisk kommentator Hans Engell.

- Det er klart, at selv om Løkkes regering nu overlever og kører videre, og de blå partiledere nu sikkert vil love hinanden et godt samarbejde fremover, så er det her et kolossalt nederlag for Lars Løkke, siger Hans Engell til Ritzau.

Meldingen om Eva Kjer Hansens afgang kommer efter flere dages nervekrig mellem De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Tirsdag udtrykte De Konservative mistillid til Eva Kjer Hansen i sagen om den omstridte landbrugspakke, mens Lars Løkke vedholdende bakkede op om sin minister.

- Det er et meget stort nederlag, fordi det mindste parti i blå blok med seks mandater har tvunget de 84 til at fyre en minister. Hun har nok selv meddelt, at hun går, men det er sket efter, at hun har fået besked på det af Løkke.

- Det udstiller i virkeligheden, hvor svag regeringen er, siger Hans Engell.

Sammen med oppositionspartierne kritiserer De Konservative, at Eva Kjer Hansen har "sminket" beregninger af landbrugspakkens konsekvenser for miljøet.

Miljø- og fødevareministerens afgang løser regeringens aktuelle krise. Der kommer ikke folketingsvalg, og regeringen kan fortsætte, påpeger Hans Engell.

- Men der bliver en pris at betale, siger han.

- For hvis Eva Kjer kan tvinges til at gå af på grund af en sådan sag, der trods alt ikke var større end som så, hvad så til efteråret, når regeringen skal forhandle finanslov, skattereform, kommuneaftale, integrationspolitik og så videre?

- Der vil Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tage sig godt betalt.

Meldingens om Eva Kjer Hansens afgang kommer, efter at de borgerlige partier siden torsdag har været samlet i statsministerens embedsbolig, Marienborg, for at forhandle om den omstridte landbrugspakke, som De Konservative trods alt støtter.

/ritzau/