Kommentator: LA forsøger at smide sit millionær-image

»Det er et forsøg på at komme af med det her Saxo Bank-image som millionærpartiet, som kun interesserer sig for skattelettelser for den allerrigeste del af befolkningen. Dermed forsøger de jo dels at skaffe sig et ledigt standpunkt på den blå blok som det parti, der er på lønmodtagersiden,« siger Jesper Termansen, som dog ikke mener, at udspillet bringer partiet nærmere en plads i en borgerlig regering.

Liberal Alliance foreslår i fredagens udgave af Berlingske at give skattelettelser til alle danskere i arbejde. Nye jobfradrag og en fordobling af bundfradraget vil betyde, at ingen vil betale skat af de første 7.000 kroner på lønsedlen. Det vil ifølge partiets beregninger koste 41 milliarder kroner om året, som skal skaffes ved effektiviseringer i det offentlige.

Men ifølge Jesper Termansen vil finansieringen af LAs nye udspil risikere at gå ud over samme indkomstgruppe, som udspillet er tiltænkt at tilgodese.

»Der er overhovedet ikke nogen garanti for, at man kan finde så mange penge ved produktivitetsforbedringer i den offentlige sektor. Og hvis man ikke kan finde de penge, så har man kun to måder at finansiere sådan en skatteregning på: ved øget offentligt underskud og dermed låntagning eller nedskæringer i den offentlige sektor. Det er behændigt den side af det sociale sigte, som LA undgår at tage stilling til,« siger den politiske redaktør.

Han påpeger, at effektiviseringer i det offentlige er vanskeligt at kalkulere med og henviser til forsøget med robotstøvsugere i hjemmene hos ældre borgere, som skulle spare hjemmehjælperes arbejdskraft. Tidligere på sommeren opgav Frederiksberg Kommune, at indføre robotterne, fordi borgerne var utilfredse og i stedet brugte private rengøringsfirmaer.

» Mange af de her produktivitetsforbedringer kan muligvis sagtens hentes, men selv Produktivitetskommissionen peger på, at det er meget vanskeligt i den virkelige verden at værdifastsætte, hvor meget det kan give helt konkret,« siger Jesper Termansen.

»Hvis man udskriver så stor en skatteregning, så kan man være stensikker på, at hvis man ikke når det ved produktivitetsforbedringer, så kommer de samme lavlønsgrupper til at betale på anden vis enten ved ringere offentlig service eller nedskæringer,« siger han.

Liberal Alliances sommergruppemøde fortsætter fredag på Fyn.

Dagens Gossip