Kommentator: Løkkes kampform var bedre end i første duel

Skrevet af admin

07/06/2015

Dagens topnyheder

Aftenens tv-duel havde ikke nogen klar vinder, lyder vurderingen fra politisk kommentator på Børsen, Helle Ib.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen var stilmæssigt stærkest, mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) markerer sig bedst i diskussionerne om såkaldt social dumping og kontanthjælp, vurderer hun.

- Jeg synes, hans kampform er blevet noget bedre, end den var i duellen sidste uge. Han taler roligt, og nogle af hans pointer står derfor klarere, siger Helle Ib.

Til gengæld mener kommentatoren, at Helle Thorning-Schmidt kom stærkere igennem med nogle af de konkrete dagsordener, der fyldte i løbet af den time, tv-duellen varede.

- Jeg synes, der var nogle dagsordener, hun havde meget klarere i sin hånd. For eksempel den dagsorden, der hedder social dumping. Den runde vandt hun, og det er meget vigtigt for Socialdemokraterne.

Betegnelsen social dumping benyttes af kritikere om ansættelsesforhold, hvor især udenlandske lønmodtagere har løn- og arbejdsvilkår, som ligger under det sædvanlige danske niveau.

- For det er også noget, Dansk Folkeparti går meget op i, siger hun og peger på, at Thorning håber på at kunne tage nogle vælgere fra netop Dansk Folkeparti.

Ifølge Helle Ib har Venstres formand problemer i forhold til snakken kontanthjælp:

- Som jeg ser det, har Løkke som udgangspunkt en rigtig god dagsorden her, men det forhold, at han ikke vil lægge nogle mere præcise tal frem, gør, at det ikke er den vindersag for ham, som det kunne have været, siger hun.

Til gengæld mener Helle Ib, at Venstre-formanden "tog et stik hjem" i forhold til snakken om dagpenge, som han afviste at beskære. Han tilbød sågar Thorning en aftale, som dog ikke blev indgået i løbet af duellen mellem de to.

Også politisk kommentator Hans Engell roser de to partiledere for en god indsats søndag aften:

- Jeg synes, det var en bragende god debat. Det var et godt koncept med spændende emner. De gjorde begge en stærk figur. Jeg synes, vi fik mange fakta, og jeg synes, man havde valgt at koncentrere sig om valgets absolutte hovedemner, siger han.

Ligesom Helle Ib hæfter han sig ved, at Lars Løkke Rasmussen "gik til stålet" og var mere offensiv, end han har været tidligere.

/ritzau/