Kommentator: Loyalitet hos S trods enegang hos ordfører

Skrevet af admin

03/11/2014

Mest læste i dag

Det kommer ikke til et opgør mod Socialdemokraternes partitop tirsdag, når der stemmes i folketingssalen om Enhedslistens beslutningsforslag om en halvering af genoptjeningsperioden for retten til dagpenge.

Selv om det socialdemokratiske folketingsmedlem og partiets by- og boligordfører, Jan Johansen, stemmer imod regeringen og sit eget parti, så er der ikke andre S-medlemmer, der følger trop. Det vurderer politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg.

- Det er helt klart et spørgsmål om partiloyalitet. Der er ingen tvivl om, at der er mange, der godt kunne tænke sig at gøre som Jan Johansen. Men hos Socialdemokraterne bakker man op, når partiet har brug for det, siger Troels Mylenberg til Ritzau.

- Man kan sige, at man vælger at gøre vold på egne holdninger af hensyn til partiet og gruppen - og så prøver man i stedet at tage slagsmålet internt, siger han.

Jan Johansen sagde tidligere mandag, at han vil stemme for forslaget om at ændre genoptjeningsperioden fra 12 til seks måneder.

- Jeg stemmer for Enhedslistens forslag om at halvere genoptjeningsperioden. Det vil kunne hjælpe de mennesker på arbejdsmarkedet, der går og frygter for at blive fyret, siger Jan Johansen til DR Nyheder.

Men selv om flere i folketingsgruppen er utilfredse med de beslutninger, der er blevet truffet i forbindelse med dagpengereformen, så vil det lykkes for Socialdemokraterne at holde utilfredsheden inden døre, mener den politiske kommentator.

- Dagpengespørgsmålet har skabt problemer internt i gruppen. Jan Johansen er måske den eneste, der har modet til at gamble med sin egen position, og man skal nok heller ikke underkende, at der også er stemmer i det, siger Troels Mylenberg.

Jan Johansen er by- og boligordfører og medlem af beskæftigelsesudvalget for Socialdemokraterne. Han er opstillet på Fyn i Nyborgkredsen.

/ritzau/