Kommentator: Minister holder Eritrea-sag ud i strakt arm

Skrevet af admin

05/12/2014

Dagens topnyheder

Justitsminister Mette Frederiksen (S) bad fredag om en undersøgelse af en omstridt rapport om Eritrea fra sit eget embedsværk i Udlændingestyrelsen.

Alligevel styrer ministeren udenom problemer for nu. Det vurderer politisk redaktør på avisen Information, Casper Dall.

Kort efter at ministeren blev udnævnt den 10. oktober, gik hun til angreb på embedsmændene i ministeriet, og det har skabt en stødpude mellem kritikken af Udlændingestyrelsen og hende selv.

- Da Mette Frederiksen kom ind i Justitsministeriet, gjorde hun noget, der kunne se meget hårdt ud ved netop meget højlydt at sige, at der er ting i Justitsministeriet, som ikke fungerer. Blandt andet på embedsmandsniveau og i forhold til styrelserne.

- Men det kommer hende til gavn nu, siger Casper Dall.

Ministeren har ifølge Casper Dall ingen interesse i at komme for tæt på sagen om den kontroversielle rapport om forholdene i Eritrea.

- Indtil videre tyder det på, at Mette Frederiksen forsøger at holde rapporten, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ud i strakt arm, så hun kommer så langt væk fra det som muligt. Det er spørgsmålet, hvor lang tid hun kan det, siger han.

Når ministeren ikke mener, at hun kan gennemskue, om alt er gået ordentligt til, er det også en skjult kritik af sin daværende partifælle og forgænger på posten, Karen Hækkerup.

- Det kan man ikke afvise. Lige præcis denne Eritrea-rapport var en rapport, Hækkerup bestilte, og det var Hækkerup, der stoppede behandlingen af eritreerne, siger Casper Dall.

Den såkaldte fact-finding-mission blev sendt af sted til Eritrea, fordi Justitsministeriet noterede et øget antal af asylansøgere fra Eritrea og stoppede behandlingen af asylansøgninger, indtil Udlændingestyrelsen selv kunne skrive en rapport.

Det er den rapport, der nu har fået justitsminister Mette Frederiksen til at bede om en undersøgelse.

/ritzau/