Kommentator: Nick Hækkerup er inde i varmen igen

Skrevet af admin

02/02/2014

Dagens topnyheder

Socialdemokraten Nick Hækkerup er for alvor inde i varmen igen med sin nyerhvervede ministerpost i Sundhedsministeriet.

- Det er en genrejsning af Nick Hækkerup. Sundhedsministeriet er et vigtigt ministerium, som har en klar dagsorden, der skal føres videre, siger chefredaktør hos Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg, til Ritzau.

I august sidste år blev Nick Hækkerup flyttet fra Forsvarsministeriet og blev i stedet europa- og handelsminister.

Et skifte som Troels Mylenberg betegner som en "degradering".

- Statsministeren var ikke tilfreds med hans indsats. Ikke hans virke som forsvarsminister, men derimod hans måde at italesætte sig på og hans holdning til diverse sager. Han var blandt andet kritisk over for diverse skattelettelser, siger han.

Ministerrokaden efter SF's exit fra regeringen er søndag aften skudt i gang. Foreløbig er tre ministerposter delt ud.

Morten Østergaard (R) bliver ny skatteminister, mens Martin Lidegaard (R) bliver ny udenrigsminister.

/ritzau/