Kommentator: Østergaards dagpengemelding er urealistisk

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

Det vil være urealistisk og uholdbart for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at indgå en dagpengeaftale med De Radikale og Socialdemokraterne, som De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, ellers opfordrer til i Jyllands-Posten.

Det vurderer Hans Mortensen, politisk journalist for Weekendavisen.

- Det ville give Lars Løkke Rasmussen voldsomme problemer med Dansk Folkeparti. Jeg anser det ikke som sandsynligt, for selvfølgelig vil Løkke have DF med, siger han til Ritzau.

Morten Østergaard siger til avisen, at De Radikale, Socialdemokraterne og Venstre udgør "ansvarlighedens akse", som skal sørge for, at reformen ikke kommer til at koste flere penge.

- Egentlig har jeg alligevel også svært ved at se en løsning, som Venstre og Socialdemokraterne kan blive enige om, som Dansk Folkeparti ikke kan, siger Hans Mortensen.

- Hvis Venstre går uden om Dansk Folkeparti, vil partiet få sit parlamentariske grundlag imod sig. Jo bredere funderet en aftale er, jo mere sikker og holdbar vil den blive, tilføjer han.

Hans Mortensen tilføjer, at V-regeringen kunne ende i samme situation, som Helle Thorning-Schmidt befandt sig i, da regeringen gik uden om Enhedslisten i et skatteforlig med Venstre og De Konservative.

En anden politisk kommentator, Hans Engell, mener også, at Lars Løkke Rasmussen ville skyde sig selv i foden, hvis han undlod Dansk Folkeparti og gik om bord med De Radikale og Socialdemokraterne.

- Det kan han godt glemme alt om. Hvis han gør det, er han færdig som statsminister, før solen er gået ned, siger Hans Engell.

Dagpengekommissionen, som er i gang med at kigge på dagpengereglerne, kommer efter planen med sine anbefalinger inden oktober.

/ritzau/