Kommentator: Opsigtsvækkende at V ikke har styr på DF

Skrevet af admin

07/12/2015

Mest læste i dag

Dramatisk og usædvanligt.

Sådan beskriver dagbladet Børsens politiske kommentator, Helle Ib, de tydelige uenigheder mellem regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti.

Partierne har ikke været i stand til at nå til enighed under mandagens forhandlinger om asylstramninger. Dansk Folkeparti har nægtet at støtte Venstre-regeringen, fordi statslige flygtningelandsbyer ikke er en del af aftalen.

- Det vidner om, at forholdet mellem de to partier er meget dårligt, siger Helle Ib. Og hun tilføjer, at det ikke er første gang, der opstår problemer.

- På mange vitale områder er forholdet mellem de to partier belastet. Regeringen kan ikke holde styr på sit støtteparti, og det er opsigtsvækkende, siger hun.

Desuden har der været flere andre sager, siden Venstre tog regeringsmagten, der har udfordret forholdet til Dansk Folkeparti.

Eksempelvis vakte det vrede i Venstre, at Dansk Folkeparti satte spørgsmålstegn ved statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) troværdighed under valgkampen op til folkeafstemningen.

Til trods for uenighederne vil der fortsat være et samarbejde mellem regeringen og Dansk Folkeparti, understreger kommentatoren:

- Det er sådan på Christiansborg, at man gør det, der er er nødvendigt, og det man har interesse i. Så broerne er ikke brændt mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl.

Samtidig er hun sikker på, at samarbejdet fortsat vil være udfordret.

- Som leder af en smal regering sidder man mere usikkert, hvis man ikke har et godt forhold til sit parlamentariske grundlag og sit største støtteparti.

- Løkkes regering er ikke truet, men der er nogle ting, der vil blive sværere. Den interne magtkamp kan få indflydelse på forårets reformer.

- Intet er sikkert, men jeg kunne godt forestille mig, at Socialdemokraterne får en rolle at spille til foråret, når den store skattereform skal på plads, forudser politisk kommentator Helle Ib fra dagbladet Børsen.

/ritzau/