Kommentator: Regeringen presset til forlig med S

Skrevet af admin

19/09/2015

Dagens topnyheder

Landskabet i dansk politik har ændret sig de sidste par uger. Blandt andet derfor tager Venstre med kyshånd imod et tilbud fra Socialdemokraterne om at binde de to partier sammen i et forlig om kravene for at opnå dansk statsborgerskab.

Det vurderer Jarl Cordua, der er politisk kommentator og radiovært på det borgerlige debatprogram "Cordua & Steno" på Radio24syv

- Regeringen er lidt presset. Hvis Socialdemokraterne kan låne en skulder, som regeringen kan støtte sig op af, så er det måske godt for både Venstre og Socialdemokraterne, siger han.

Tilbuddet er ifølge Cordua kærkomment for Venstre, fordi de sidste ugers postyr om flygtninge og migranter har flyttet Venstre og dets største støtteparti, Dansk Folkeparti, længere og længere fra hinanden på udlændingeområdet.

- De forslag, som Dansk Folkeparti kommer med, er ikke gangbare for Venstre. Det har vi set udstillet, når Kristian Thulesen Dahl kræver grænsekontrol. Regeringen mener, at det bryder med Schengen, og det er regeringen ikke interesseret i, siger han.

- Derfor mener regeringen ikke, at Dansk Folkeparti opererer i den virkelige verden. Så længe Dansk Folkeparti har meldt sig ud af Venstres virkelighed, så er der jo kun Socialdemokraterne tilbage.

Det tror Jarl Cordua er en af årsagerne til, at Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, roser idéen, om at binde de to partier til et forlig.

Et forlig vil gøre det sværere at stramme eller lempe kravene til at opnå dansk statsborgerskab, uden at begge partier er med.

Samtidig vil forliget også gavne Socialdemokraterne, der ifølge Jarl Cordua vil gardere sig imod beskyldninger om, at de er slappere end Venstre på udlændingeområdet.

- Socialdemokraterne får meldt sig ind uden at stå med ansvaret, men også uden at Venstre kan beskylde dem for at lade døren til Danmark stå på vid gab, noterer Jarl Cordua.

/ritzau/