Kommentator: S-formands udmelding er et snedigt greb

Skrevet af admin

07/08/2016

Dagens topnyheder

Mette Frederiksens (S) håndsrækning til DF om samarbejde for at undgå topskattelettelser er en taktisk manøvre, der skal sætte Socialdemokraterne i en gunstig situation, uanset udfaldet af efterårets skatteforhandlinger.

Det mener politisk kommentator på Børsen Helle Ib, der kalder det et "snedigt greb".

- Hvis der kommer en topskattelettelse, vil de kunne håne DF som nogle hyklere, der svigter velfærdssamfundet på trods af, at de taler for det modsatte.

- Omvendt ved Socialdemokraterne, at det for alvor vil brænde under fødderne på statsministeren, hvis der ikke kommer lettelser i topskatten. Så bliver Anders Samuelsen (LA) nok nødt til at udløse det valg, han har truet med nogle gange, siger Helle Ib.

S-formandens bejleri til DF kommer i et interview med Berlingske søndag.

Samarbejdet skal forhindre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i at gennemføre topskattelettelser, når han til efteråret skal ud i større politiske forhandlinger om blandt andet næste års finanslov.

/ritzau/