Kommentator: Thorning har langtfra lukket dagpengesnak

Skrevet af admin

21/09/2014

Mest læste i dag

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har forsøgt at flytte fokus fra dagpengesystemet til den kommende valgkamp i forbindelse med Socialdemokraternes kongres.

Men partiformanden kommer ikke til at slippe af med debatten om de arbejdsløses vilkår, vurderer Jesper Termansen, som er politisk redaktør på Radio24syv.

- Det vil stadigvæk være et stort tema, og det er ønsketænkning at tro, at det her tilfredsstiller det socialdemokratiske bagland, vurderer han over for Ritzau.

Thorning meddelte lørdag, at hun har bedt dagpengekommissionen aflevere sine anbefalinger tre måneder tidligere end oprindelig planlagt.

Men det stoppede ikke den interne kritik af dagpengesystemet, som efterfølgende blev angrebet adskillige gange fra kongressens talerstol.

- I betragtning af, at det er den sidste kongres inden et valg, så har der været mange oppe og kritisere også denne løsning, konstaterer Jesper Termansen, som uddyber:

- Det er signalgivning på et meget højt niveau, hvor jeg tror, at mange socialdemokrater er stået af. De opfatter det som spin snarere end som en reel løsning.

- Jeg tror, at mange socialdemokrater inderst inde mener, at man skal tage konfrontationen med De Radikale, mens man har magten, siger han med henvisning til Thornings fortsatte betoning af regeringsaftalen.

- Der er nogle logiske vanskeligheder i det, hun siger. Vælgerne kan sige: "Jamen sidste gang gik i også til valg med De Radikale, og der fik de deres vilje, hvorfor skulle de ikke gøre det igen?".

- Der bliver hun nødt til at blive mere konkret med, hvad hun vil levere, og det giver konflikter med både De Radikale og dagpengekommissionen, som hun ikke vil underminere, forudser Jesper Termansen.

/ritzau/