Kommentator: Vestagers exit svækker De Radikale

Skrevet af admin

31/08/2014

Dagens topnyheder

De Radikale står tilbage som et svækket parti, når partiets leder, Margrethe Vestager, siger farvel til dansk politik til fordel for en post som EU-kommissær.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Det er klart, at De Radikale svækkes af, at Vestager tager af sted, siger han til Ritzau.

- Det var også grunden til, at hun i første omgang, som jeg har forstået det, ikke var interesseret i at gå efter en kommissærpost, fordi hun mente, at hun havde et ansvar for at føre De Radikale gennem den næste valgkamp. Men der har hun altså skiftet mening, og partiet har følt, at det har fået et generationsskifte på plads, som kan overtage ledelsen.

Natten til søndag afslørede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at Margrethe Vestager skal være kommissær.

Ifølge Ritzaus oplysninger er det skatteminister Morten Østergaard (R), som bliver Vestagers arvtager. Det bliver besluttet på et ekstraordinært gruppemøde søndag, og det er en klar forventning, at han snart kan kalde sig både De Radikales leder og økonomi- og indenrigsminister.

I forhold til Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon har Vestager stået stærkt, men den tyngde skal Morten Østergaard først nu til at arbejde sig op til.

Et skifte fra Margrethe Vestager til Morten Østergaard betyder dog ikke en ny retning for De Radikale, spår den politiske kommentator.

- Jeg forventer ikke, at der kommer større ændringer. Det bliver ikke sådan, at når De Radikale holder pressemøde søndag, så skal vi pludselig høre Østergaard sige, at de ruller dagpengesystemet tilbage. På de områder forudser jeg ikke, at kursen bliver ændret, siger Engell.

Margrethe Vestagers exit øger samtidig presset på Thorning, og statsministeren risikerer at møde utilfredshed i sine egne rækker.

- Der vil være mange i den socialdemokratiske gruppe, der føler, at Vestager forlader den synkende skude. Nu får de formentlig en ekstra ministerpost, og det vil være et plaster på såret, men det vil øge presset på Helle Thorning-Schmidt for at levere noget, siger Hans Engell, som forventer, at der ryger en radikal minister sammen med Vestager.

Hvilken ministerpost, som de Radikale må give afkald på, tør Hans Engell dog ikke at spå om.

/ritzau/