Kommentator: Wozniacki gør ikke nok ved sin svaghed

Skrevet af admin

18/01/2016

Dagens topnyheder

Det blev kun til en enkelt kamp for Caroline Wozniacki ved dette års Australian Open. Nederlaget til Yulia Putintseva er en af turneringens første store overraskelser.

Men spørger man en række udenlandske tenniseksperter, bliver de ikke længere overrasket, når Wozniacki forlader en turnering tidligt.

- Hun bliver ved med at gøre det samme og taber kampe på den samme måde ved at være for passiv. Det virker som om, at hun er for stædig og ikke for alvor gør noget ved problemet, siger New York Times' tenniskommentator Ben Rothenberg.

- En modstander som Putintseva skal hun slå hver eneste gang, men hun bliver endnu en gang passiv og lader modstanderen styre kampen, siger han til Ritzau.

Ved Wozniackis pressekonference efter kampen var stort set kun den danske presse mødt op. Det kunne vidne om, at den internationale interesse for Wozniacki er ved at falme.

Ben Rothenberg mener dog, at rampelyset sagtens kan blive vendt mod Wozniacki igen. Tiden i toptennis behøver ikke være forbi for hende, mener han.

- Nej, for da hun kom i finalen i US Open i 2014, skete det pludseligt efter en sommer, hvor hun ikke havde spillet godt, så hun er ikke færdig med tennis på topplan.

- Hvis hun vil lægge en indsats i det, er hun fortsat med, siger han og henviser til, at Wozniacki skal arbejde på at blive mere aggressiv i de vigtige dueller.

Samme karakteristik lyder fra Courtney Nguyen, der tweeter om tennis for WTA Touren. Hun kalder problemet mentalt.

- Hun lavede nogle dumme fejl i dag på afgørende tidspunkter. Det virkede som om, at hun ikke troede på sig selv, da kampen skulle afgøres i tredje sæt. Det sætter sig helt sikkert mentalt, at hun er blevet slået ud tidligere og tidligere hvert år, siger hun.

- Men jeg tror, at hun kommer igen. Hun har alt for meget kvalitet til ikke at være med i toppen hos kvinderne, siger Courtney Nguyen.

/ritzau/