Kommentatorens dom: Løkke bestod trods ændret forklaring

»Der er ikke kommet noget frem, der belaster ham. Løkkes forklaring med, at spørgsmålet om skattesagen har været rejst på et ministermøde, og at han fandt det upassende, lyder rimelig troværdig,« siger Engell.

Ifølge Løkke blev mødet mellem Venstres ministre holdt 13. august 2010.

»Jeg kan genkalde mig, at der er en kollega, der spørger til sagen,« fortalte Løkke, hvis hukommelse dog ikke rakte til at huske navnet på kollegaen.

»Situationen faldt lidt upassende, og jeg gav ordet videre til skatteministeren (Troels Lund, red.), som oplyste, at den her sag var i proces og til behandling hos Skat København. Det er det eneste møde, hvor jeg kan erindre mig, at sagen har været diskuteret. Så har det givetvis også været sådan, at man mand og mand imellem har talt om sagen, hvis der har ligget en avis eller en karikaturtegning på bordet,« sagde han og understregede, at han helt fra begyndelsen meddelte chefen for Venstres pressetjeneste, Søs Marie Serup, at han ikke ville involveres.

»Det er en personsag, og jeg har været tilstrækkeligt mange år i politik til at se mange personsager. Jeg har selv oplevet det på min egen krop, så jeg er førstehåndsvidne til at vide, at det er ikke alt, der står i avisen, som passer. Det er baggrunden for, at jeg siger, at den sag ønsker jeg ikke at være en del af, og det er jo også et klart signal til Venstre og Søs Marie om, at det er en sag, der skal være meget påpasselighed omkring.«

Løkke uddelegerede derfor pressehåndteringen af sagen til Venstres politiske ordfører, Peter Christensen (V), men trods formandens formaning om påpasselighed, gik Christensen i pressen direkte til angreb på Helle Thorning-Schmidt med beskyldninger om »skattesvig«.

»Man kan naturligvis altid i et historisk efterstudie, når man vejer ord på atomvægter, sige, at der er citater, der ser lidt skæve ud - det er nok en krigsskadeomkostning i det daglige politiske arbejde,« erkendte Løkke.

Ifølge Hans Engell kom Løkke dog ikke med noget, »der minder om ansvarspådragelse«, og derfor går både han og Venstre fri foreløbig.

»Hvis sagen skulle være rigtig farlig for Venstre, ville det kræve, at Løkke blev belastet af den. Troels Lund er ikke af krogen endnu, men det virker som om, Løkke er det,« siger han.

Også Løkkes særlige rådgiver, Mikael Børsting, og daværende departementschef, Karsten Dybvad, var i vidneskranken fredag. Mens Børsting gjorde det klart, at Venstres drøftelser om skattesagen udelukkende gik på pressehåndtering, så afviste Dybvad, at sagen overhovedet blev diskuteret i Statsministeriet. Især det sidste vidneudsagn gør »livet yderligere let for Løkke«, siger Hans Engell.

Dagens Gossip