Kommentatorer: Pia Olsen Dyhr er formands-favorit

Skrevet af admin

30/01/2014

Dagens topnyheder

Christiansborg vrimler med rygter om, hvem der bliver SF's nye formand efter Annette Vilhelmsen. Afgående transportminister Pia Olsen Dyhr er indtil videre favoritten, vurderer to politiske kommentatorer.

- Det er vigtigt, at SF finder en profil, der kan adskille partiet fra Enhedslisten og udfylde det politiske tomrum mellem dem og Socialdemokraterne, siger journalist og politisk kommentator Lars Olsen.

- Der vil Pia Olsen Dyhr være et rigtig godt bud, fordi hun har været en velfungerende minister. Hun stod i spidsen for togfonden, som er et af regeringens relativt få succesfulde projekter, tilføjer han.

Politisk kommentator Rasmus Jønsson understreger, at valget af den nye formand bliver afgørende for, om SF vælger at blive Danmarks nye protestparti, eller om folkesocialisterne fortsat vil søge politisk indflydelse:

- Hvis man vælger at søge indflydelse, så er Pia Olsen Dyhr et oplagt valg som ny formand. Men hvis man skal være et protestparti, skal man nok finde sig en anden formand. Pia Olsen Dyhr kommer ikke til at blive den nye Johanne Schmidt-Nielsen.

Rasmus Jønsson slår samtidig fast, at "der er rigtig mange, der peger på Pia Olsen Dyhr nu - hun er favoritten".

- Men det er lidt besynderligt, for hun er eksponent for den samme linje som Annette Vilhelmsen og har samtidig været meget loyal over for regeringssamarbejdet, siger Rasmus Jønsson.

- Derfor er man noget rundtosset i SF, hvis man den ene dag hiver tæppet væk under Annette Vilhelmsen og den næste dag støtter Pia Olsen Dyhr, tilføjer han.

Rasmus Jønsson nævner også afgående skatteminister Jonas Dahl og folketingsmedlem Trine Pertou Mach som mulige kandidater til formandsposten.

Trine Pertou Mach, der har været blandt de største kritikere af SF's linje under både Villy Søvndal og Annette Vilhelmsen, afviser dog at have formandsambitioner.

Det samme gør SF's borgmester i Lejre, Mette Touborg, afgående sundhedsminister Astrid Krag og afgående miljøminister Ida Auken.

/ritzau/