Kommentatorer: Vestager er presset til at handle

Og så bliver regeringen, og i særdeleshed indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R), nødt til at gøre noget. Det mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

»Jeg er helt overbevist om, at Margrethe Vestager bliver nødt til at finde en løsning på det her meget store problem, som optager rigtig mange vælgere, og som også optager store dele af fagbevægelsen, og som skaber uro i baglandet hos Socialdemokratiet, SF og nu også hos de Radikale,« siger han og bliver bakket op af Radio24syvs politiske redaktør, Jesper Termansen.

»Den del, der handler om genoptjeningsretten, vil komme under pres, som følge af at også de Radikale melder sig i koret af dem, der synes, at der skal gøres noget«.

De er dog overbeviste om, at Margrethe Vestager vil gøre alt, hvad hun kan for ikke at gå ind og ændre radikalt på den dagpengereform, som de Radikale lagde stemmer til, at VK-regeringen kunne gennemføre i 2010.

»Går man ind og ændrer på selve genoptjeningsretten, så går man rent faktisk også ind og ændrer på selve reformen, og det har hun hidtil stået stejlt på, at hun ikke vil,« siger Thomas Larsen.

Men den radikale formand bliver formentlig presset til at forlænge nogle af de midlertidige aftaler, der er gennemført for at hjælpe de cirka 30.000 langtidsledige, der allerede er røget ud af dagpengesystemet, eller er i overhængende fare for at gøre det. Eller lave nogle nye midlertidige tiltag.

»Jeg kan slet ikke se en situation, hvor hun kan blive stående stålfast på sine holdninger og afvise ethvert forslag fra baglandet,« siger Thomas Larsen.

Jesper Termansen mener ikke, at Margrethe Vestager kan undgå, at det bliver genoptjeningsretten til dagpenge, som VK-regeringen med støtte fra blandt andre de Radikale i 2010 satte op fra 26 til 52 uger, der skal pilles ved. Om ikke andet så for at gyde olie på de oprørte vande i forhold til regeringens støtteparti.

»Jeg tror ikke, at hun over for Enhedslisten kan slippe af sted med at love at gøre mere af det samme. Man har prøvet akutjob, og det giver ikke noget. Nu er den politiske interesse samlet om, om man kan lempe reglerne for at komme ind i dagpengesystemet,« siger Radio24syvs politiske redaktør.

Selv om Margrethe Vestager står stærkt som radikal leder og ifølge Thomas Larsen formentlig godt kan ignorere opråbet fra baglandet uden de store konsekvenser, så er kritikken et skidt tegn, både for de Radikale og for regeringen som helhed.

»Situationen er ved at komme helt ud af kontrol for regeringstoppen. Den kan ikke længere sætte de rammer, der er for debatten. Folk har ganske enkelt fået nok ude i baglandet,« siger Berlingskes politiske kommentator.

De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen (R), har reageret på kritikken fra der radikale bagland ved at sige, at »reformen ligger fast«.

Godt 16.200 personer er røget ud af dagpengesystemet siden nytår.

Dagens Gossip

Dagens TV