Kommission får to år til at granske Tibet-sag

Justitsminister Søren Pind (V) lægger op til at give den bebudede kommission, der skal granske den såkaldte Tibet-sag, to år til at færdiggøre sit arbejde.

Det fremgår af justitsministerens udkast til kommissoriet.

Undersøgelseskommissionen lægger op til en storvask af hele Tibet-affæren, der tager sin begyndelse i forbindelse med den daværende kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i København i juni 2012.

Her fratog danske betjente fredelige protibetanske demonstranters flag og forhindrede dem i at komme i vejen for den kinesiske præsidents åsyn.

Efterfølgende har politiet flere gange - over for såvel Folketinget som Justitsministeriet og domstole - benægtet, at der skulle ligge en generel ordre bag bortvisningen af de fredelige demonstranter.

Men tidligere på måneden kom det så frem, at en såkaldt "operationsbefaling" fra politiet understregede, at demonstranterne ikke skulle være synlige for den kinesiske præsident.

Kommissionen skal ikke kun grave sig ned i, hvad der ligger til grund for politiets ageren i forbindelse med det meget omtalte statsbesøg i 2012.

Yderligere to besøg fra den kinesiske top i 2013 og 2014 skal under lup. Og luppen skal blandt andet sættes over de konkrete instruktioner, der lå til grund for politiets indgriben over for demonstranter. Og hvem, der stod bag udarbejdelsen af dem.

Men det er ikke kun politiets rolle, der skal undersøges.

Kommissoriet lægger også op til, at "andre statslige myndigheder end Københavns Politi" skal være en del af Tibet-sagens opklaring.

/ritzau/

Dagens Gossip