Kommission: Ophæv stavnsbinding til jobbet

Danskerne bindes i stigende grad til deres arbejdsplads via konkurrenceklausuler. Det går ud over produktiviteten.

Det fastslår produktivitetskommissionen i sin anden rapport "Konkurrence, internationalisering og regulering", der blev offentliggjort torsdag middag.

- Vi har klare indikationer for, at klausulerne breder sig til stadig flere grupper af lønmodtagere. Der er eksempler på faggrupper, hvor 20 procent er omfattet af en konkurrenceklausul, siger formand for kommissionen, økonomiprofessor ved Københavns Universitet Peter Birch Sørensen.

I kommissionen er der forståelse for, at topledere ikke umiddelbart skal kunne skifte til en konkurrent og tage vigtig forretningsmæssig viden med sig.

- Men når det breder til sig medarbejdere på stadig lavere niveauer, så mener vi, at det er hæmmende for produktiviteten, videnspredningen og iværksætteri på arbejdsmarkedet. Derfor skal man skærpe lovgivningen, så man væsentligt begrænser brugen af disse klausuler, siger Peter Birch Sørensen.

Der findes ikke umiddelbart dansk data, der dokumenterer, hvor stort problemet er.

- Men der findes flere analyser fra USA, der klart viser, at der er en højere produktivitetsvækst i de stater, hvor man ikke bruger klausuler, siger formanden.

Peter Birch Sørensen mener, at virksomheder allerede i dag er beskyttet via markedsføringsloven imod, at nøglemedarbejdere tager vigtig viden med sig over til en konkurrent.

- I markedsføringsloven er der bestemmelser, der beskytter virksomheder mod, at deres medarbejdere tager forretnings-hemmeligheder med sig over til konkurrenten, så det virker som at gå med livrem og seler, at man også skal have klausuler, siger han.

Formålet med kommissionens anden rapport "Konkurrence, internationalisering og regulering" er at øge produktiviteten i den private sektor.

Hvis man politisk vælger at følge anbefalingerne, vil den samlede indkomst i Danmark stige med mindst 10 milliarder kroner frem mod 2020, lyder det fra kommissionen.

Dagens Gossip