Kommission udgiver ny rapport efter kritik

»Så hurtigt det lod sig gøre, lagde vi et rettelsesblad på vores hjemmeside. Endvidere har vi sat gang i en gennemskrivning af kapitlet. Denne gennemskrivning vil være færdig på den anden side af sommerferien. Her vil vi genoptrykke rapporten, ligesom den nye version vil blive lagt på vores hjemmeside,« skriver Peter Birch Sørensen i en pressemeddelelse.

En fejl i rapporten betød blandt andet, at kommissionen vurderede baneafgifterne på godstransport to gange højere i Danmark end i Tyskland. Men fakta er ifølge Transportministeriet, at de danske afgifter er halvt så store.

Kommissionen mener ikke, at der er behov for at ændre procedurerne for at undgå lignende fejl fremover. I stedet vil man fortsætte med at lade relevante ministerier, embedsmænd og andre parter kommentere faktuelle dele af rapporterne, før de bliver udgivet. Derefter vil kommissionen rette teksten til, hvis der er behov for det, oplyser Peter Birch Sørensen.

»Denne normalprocedure fraveg vi desværre i forhold til det omtalte kapitel. Forklaringen var et meget stort tidspres. Det er jeg jo i dag meget, meget ærgerlig over, at vi valgte. Jeg er gammel nok til at have erfaret, at hvor der er mennesker indblandet, der opstår der også fejl. Så det ville være ret dumt at garantere fremtidig fejlfrihed,« siger Peter Birch Sørensen.

Formålet med Produktivitetskommissionen er at finde områder, hvor man kan effektivisere statens aktiviteter, så blandt andet det offentlige får mere for pengene.

Dagens Gossip

Dagens TV