Kommission udskyder igen beretning om Thornings skattesag

Skattesagskommission udskyder igen offentliggørelsen af den beretning, der skal afdække en række elementer i forbindelse med statsministerparrets skattesag.

Det var senest planlagt, at den ville blive lagt frem i september, men den vil nu blive afleveret i trykt stand i slutningen af oktober eller i begyndelsen af november 2014.

Det oplyser landsdommer Lars E. Andersen, der er formand for Skattesagskommissionen, i et brev til justitsminister Karen Hækkerup (S), som kommissionen har offentliggjort på dens hjemmeside.

- På et internt møde den 7. august 2014 har kommissionen taget stilling til de indkomne udtalelser og har den 12. august 2014 sendt sidste del af beretningen til ombrydning hos forlaget. Herefter mangler korrektur, som kommissionen er i gang med, og produktion af beretningen.

- Efter drøftelse med forlaget forventer kommissionen at kunne aflevere sin beretning i trykt stand i slutningen af oktober eller i begyndelsen af november 2014.

Det er dermed anden gang, at beretningen bliver udskudt, da formanden første gang vurderede, at det ikke var muligt at gennemføre undersøgelsen på "grundig og ordentlig måde indenfor de to år."

Dermed henviser han til den oprindelige tidsramme for Skattesagskommissionen.

Kommissionen blev nedsat i 2011, efter at oplysninger om Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands private skattesag var blevet offentliggjort.

Kommissionens formål er at undersøge, om der er blevet lækket fortrolige oplysninger fra skattesagen.

Desuden har kommissionen undersøgt om forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) eller andre i Skatteministeriet har forsøgt at påvirke sagsbehandlingen.

Den forhenværende spindoktor Peter Arnfeldt er sigtet for at lække fortrolige oplysninger fra statsministerens skattepapirer til dagbladet BT.

/ritzau/

Dagens Gossip