Kommissionsformand: Skolelærere skal uddannes bedre

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Problemerne i det danske uddannelsessystem begynder allerede ved barnets første skoledag. Derfor er det helt afgørende, at folkeskolelærerne bliver bedre uddannet.

Det fortæller Peter Birch Sørensen, der er formand for Produktivitetskommissionen, som tirsdag har fremlagt en rapport om uddannelse og innovation i Danmark.

- Vi har lavet en analyse, som viser, at højt kvalificerede lærere er afgørende for kvaliteten i folkeskolen - det kan næppe overraske, siger kommissionsformand Peter Birch Sørensen på et pressemøde.

Produktivitetskommissionen har analyseret sig frem til, at hvis en folkeskolelærer løfter sit karaktergennemsnit på gymnasiet med et karakterpoint, så vil vedkommende lærers elever gå ud af folkeskolen med karakterer, der er 0,2 point bedre.

Og når en folkeskoleelev klarer sig bedre i folkeskolen, vil den person også klare sig bedre gennem resten af uddannelsessystemet.

Derfor mener kommissionen, at det er et problem, at studerende på læreruddannelsen har lavere karakterer end den gennemsnitlige student.

Kommissionen anbefaler, at der laves en mere vidtrækkende reform af læreruddannelserne, og at der åbnes mere op for alternative læreruddannelser, så universiteter eksempelvis kan uddanne folkeskolelærere.

Produktivitetskommissionen anfægter i sin rapport grundlæggende, at Danmark bruger store beløb på uddannelsessystemet uden at få valuta for pengene.

- Alligevel viser vores analyse at der er store problemer hele vejen op i det danske uddannelsessystem, siger Peter Birch Sørensen.

I 2012 brugte Danmark 124 milliarder kroner på uddannelsessystemet.

/ritzau/