Kommunal asfalt er træt og gammel

Huller, ujævnheder og nedslidt belægning. Det står skidt til på de kommunale veje, som udgør størstedelen af det danske vejnet.

- De kommunale veje er dårlige, og de bliver ringere. Flere steder er de utilstrækkelige, vurderer Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Foreningen vurderede sidste år, at vedligeholdelsen af de kommunale veje havde et efterslæb på mellem 10 og 20 milliarder kroner.

Og det er kun blevet værre efter en vinter med mange skift mellem frost og tøvejr, hvilket er særligt hårdt for vejene.

- Det er et rigtig ærgerligt sted at spare som samfund, for vi har lagt nogle store investeringer i vores vejnet, og hvis vi ikke vedligeholder det, så bliver det markant dyrere at udbedre det, påpeger Henrik Garver.

Seniorforsker Jacob Ladenburg fra kommunernes og regionernes forskningsinstitut, Kora, ser de nedslidte veje som et symptom på, at lokalpolitikerne har deres fokus rettet mod børne-, social- og ældreområdet.

- Vi har også set et stort efterslæb på bygningsrenoveringen, og det virker som om, at incitamenterne for at vedligeholde de fysiske strukturer er relativt små i forhold til at prioritere de områder, hvor kommunerne har et direkte møde med borgerne, siger han.

Hos Kommunernes Landsforening (KL) erkender formanden for miljø- og teknikudvalget, Martin Damm (V), at der er noget om snakken.

Han er heller ikke selv tilfreds med de veje, kommunerne præsenterer trafikanterne for, men han lover, at der er forbedringer på vej.

- Jeg hører fra mange kommuner, at de er i gang med at lave nogle langsigtede aftaler, hvor der er tid til at rette op på vejene og samtidig vedligeholde dem.

- Og det har den skønhed, at det beskytter vejene mod politikerne, som lever for et år ad gangen, konstaterer han.

/ritzau/

Dagens Gossip