Kommunal nulvækst koster arbejdspladser

Kommunerne står for halvdelen af de offentlige serviceudgifter og vil derfor risikere at skabe 16.000 færre job frem mod 2020 sammenlignet med målene i regeringens 2020-plan. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

»De nye tal tegner et billede af, at nulvækst på ingen måde er harmløs. Man kan jo ikke bare fjerne 16.000 job i kommunerne, uden at det kan mærkes,« siger chefanalytiker i AE, Martin Madsen.

Han påpeger, at den private sektor i disse år ikke er rustet til ansætte alle dem, der vil stå uden job, når kommunerne skærer ned.

»Nulvækst er ikke oplagt i en tid, hvor mange kommuner er presset på økonomien. Hvis det havde været bragende højkonjunktur, havde situationen været en anden. Men den private sektor kan ikke opsluge al den arbejdskraft alene,« siger han.

Ifølge AE vil nulvækst i det offentlige blandt andet betyde, at Københavns Kommune skal spare 968 millioner kroner frem mod 2020. I Aarhus er tallet 628 millioner kroner.

Analysen viser desuden, at de to kommuner vil stå med næsten 2.500 fuldtidsstillinger mindre i 2020 sammenlignet med det antal arbejdspladser, regeringen forventer at skabe med en vækst i det offentlige på 0,6 procent.

»Stigende udgifter fra flere ældre, der kræver mere pleje, og et mål om, at flere skal have en uddannelse, betyder, at der er brug for investeringer. Nulvækst i sig selv vil være uhensigtsmæssigt i sådan en situation,« siger Martin Madsen.

Mens kommunerne samlet vil miste 16.000 job sammenlignet med forventningen i regeringens 2020-plan, vil regionerne ifølge AEs analyse miste 7.000 fuldtidsstillinger, mens statens institutioner skal forberede sig på at have 10.000 stillinger mindre i 2020 end 2020-planen.

Dagens Gossip