Kommunaldirektører vil effektivisere kommunerne

Ud af de 45 kommunaldirektører, der har deltaget i undersøgelsen, svarer otte, at der »i høj grad« er et effektiviseringspotentiale i kommunerne. 30 af dem svarer, at det i »nogen grad« gør sig gældende. De resterende syv direktører svarer enten »i mindre grad« eller har undladt at svare.

Den overordnede konklusion får opbakning fra næstformanden i kommunaldirektørernes forening, KOMDIR, Henrik Kolind, der til daglig er kommunaldirektør i Roskilde Kommune.

»Der er ikke tvivl om, at der er et betydeligt potentiale for produktivitetsudvikling i kommunerne. Hvor stort det er, kan selvfølgelig være svært præcist at vide. Men jeg vil vurdere, at det er i milliardstørrelsen,« siger han til Politiken.

Direktøren i Dansk Erhverv, Jens Klarskov, betragter kommunaldirektørernes svar som et opråb til politikerne:

»Når direktørerne siger, at der er rum for besparelser, så ville det da være fuldstændig åndssvagt ikke at forfølge dem. Det er et meget tydeligt billede, der tegnes her«.

42 af de 45 adspurgte kommunaldirektører peger på for mange og rigide regelsæt som barrierer, der hæmmer tilskyndelsen til at effektivisere i kommunerne.

»Vi er nødt til at stoppe med at lave nye regler, hver gang der findes et serviceproblem. Og det er vigtigt med en erkendelse af, at der kan være flere veje til gode resultater,« siger Henrik Kolind.

Dagens Gossip