Kommunalforsker: Radikales blå stemme i KL koster

Skrevet af admin

03/12/2013

Mest læste i dag

De Radikale har fået rundhåndet betaling af Venstre med udvalgsposter i Kommunernes Landsforening (KL) for at pege på Venstres Martin Damm, borgmester i Kalundborg, som ny KL-formand i stedet for socialdemokraten Erik Nielsen, Rødovres borgmester.

Det vurderer kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- I kommunalpolitikken følger man ikke nødvendigvis linjen på Christiansborg. Men det er klart, at det handler om politik - først og fremmest om magtpolitik for at optimere De Radikales indflydelse i KL, siger Roger Buch.

- De Radikale siger, at de er blevet rigtig godt repræsenteret i KL's forskellige udvalg. Det har mere handlet om De Radikales indflydelse, end om det skulle være en rød eller blå formand.

Den Radikales borgmester Anna Mee Allerslev fra København understreger, at hun ikke har valgt mellem to fløje, men peget på den, der bedst kan lede KL.

- Kommunerne er under stadig pres for at levere bedre og billigere velfærd til danskerne. Det kræver udvikling og modernisering. Nu får vi som udgangspunkt indflydelse i alle politiske udvalg i KL og bliver en del af formandskabet, siger Anna Mee Allerslev.

Det er ikke afgørende, om KL ledes af en blå formand fra Venstre eller en rød chef fra Socialdemokratiet, mener Roger Buch.

- Det betyder ikke det store. KL's formand skal repræsentere alle 98 kommuner med borgmestre fra Venstre, Socialdemokratiet og Konservative. Han skal repræsentere store og små kommuner, rige og fattige, siger Roger Buch.

- KL's formand skal favne utrolig bredt. Dermed kan han ikke sætte et særligt partistempel på KL.

Derimod skal KL's formand havde den rigtige kemi til at kunne forhandle et godt resultat for kommunerne med finansministeren, påpeger Roger Buch.

/ritzau/