Kommune afviser rygte: Vamdrup Stadion sælges ikke

Rygterne løber i disse dage hurtigt i Vamdrup. Seneste rygte går på, at Kolding Kommune skulle være ved at sælge Vamdrup Stadion til Banedanmark. Men det passer ikke, skriver Vamdrup Netavis:

- Nej da. Vi har ingen planer om at sælge stadion til hverken Banedanmark eller andre. Vi følger helt den plan der er aftalt med VIF fodbold, om at fodboldspillet på stadion ophører ved udgangen af året og at aktiviteterne flyttes ud til Arena Syd, fortæller Frank Jørgensen, fra Kolding Kommune, som er chef for Fritid og Idrætsafdelingen.

Rygtet om salg af stadion kan være opstået, fordi nogle har set folk fra Banedanmark måle op på området:

- Ja, det kan nemt være. Banedanmark eksproprierer nemlig en lille stribe af stadionområdet længst ind mod banen til brug for det kommende dobbeltspor, fortæller Frank Jørgensen.

Ud over fodboldspillet har Vamdrup Tennisklub også til huse med klubhus og baner i den sydlige ende af stadion området:

- Ja, og det røres der ikke ved. Tennisklubben får lov til at fortsætte helt uændret. Derimod fjerner vi nok fodbolspillernes gamle og lidt miserable klubhus, når fodboldspillerne rykker ud til Arena Syd, fortæller Frank Jørgensen.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - ALTID GRATIS NYHEDER

På spørgsmålet om, hvad stadionområdet skal bruges til i fremtiden, når der ikke mere skal spilles fodbold, svarer han:

- Vi har ingen aktuelle planer i den retning i øjeblikket. Nu lader vi det gå hen over resten af året. Og i mellemtiden er der jo kommunevalg, så kan vi jo fint lade nyvalgte politikere, som kommer, bestemme, siger Frank Jørgensen.

Ud over fodboldspillet bruges stadion i Vamdrup også til hundetræning og forskellige andre idrætsgrene

Dagens Gossip

Dagens TV