Folketingets Ombudsmand kritiserer Gribskov Kommune, efter at kommunen i en e-mail gav det indtryk, at ansatte fik mundkurv på i den offentlige debat.
Offentligt ansatte har nemlig udstrakt frihed til at kritisere forholdene på deres arbejdsplads. Men en e-mail fra Gribskov Kommune henvendt til samtlige ledere af børne- og ungeinstitutioner gav det modsatte indtryk, konkluderer ombudsmanden.
- E-mailen efterlader det indtryk, at kommunen ikke ønskede, at de ansatte skulle udtale sig kritisk om deres arbejdsområde i den offentlige debat, selv om de udtalte sig på egne vegne.
- At signalere den slags er i strid med de ansattes ytringsfrihed, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
De ansatte havde tænkt sig at melde sig ind i Facebook-gruppen "Forældre i Gribskov", hvor der blandt andet blev debatteret anvendelse af ressourcer på kommunens børne- og ungeområde.
Gribskov Kommune reagerede med en e-mail, hvori den gjorde opmærksom på de ansattes loyalitetspligt over for kommunen som arbejdsgiver. Af e-mailen forstås, at konsekvenserne kan være en fyreseddel.
- Når en ansat har ytret sig på en måde, så loyalitetspligten er brudt, så er de ansættelsesretlige konsekvenser minimum advarsel og i særlige tilfælde op til påtænkt opsigelse, alt efter alvoren i det den ansatte har skrevet om, skrev kommunen blandt andet.
Offentligt ansatte har loyalitetspligt, men ombudsmanden gør i sin pressemeddelelse opmærksom på, at de ansatte som privatpersoner kan ytre sig inden for vide rammer - herunder at kritisere egne arbejdsområder offentligt.
- Offentligt ansatte har vidtgående frihed til på egne vegne offentligt at diskutere for eksempel besparelser i kommunale institutioner. Loyalitetspligten kan derfor ikke uden videre bruges som et redskab til at stoppe de ansattes ytringer.
- Offentlige arbejdsgivere skal være varsomme med de signaler, som de sender til ansatte, der ønsker at deltage i den offentlige debat, siger Jørgen Steen Sørensen.
Gribskov har tilkendegivet, at mailen kunne misforstå, men at det ikke var hensigten.
/ritzau/