Kommune laver rockerborg om til vendeplads

Skrevet af admin

27/02/2014

Mest læste i dag

Rockergruppen Satudarah, der kom til Danmark i november, bliver nu tvunget til at flytte fra gruppens klubhus i Bagsværd i Gladsaxe Kommune.

Der, hvor huset ligger, vil kommunen lave en vendeplads for lastbiler.

- Vi vil lukke vejen for at forskønne området, så vi ikke får lastbilerne op gennem Laurentsvej. Men hvis der stadig er nogen, der forvilder sig derop, skal der være en vendeplads til dem.

Det siger Ole Skrald Rasmussen (S), der er formand for trafik- og teknikudvalget i Gladsaxe Kommune, til DR Nyheder.

Udvalget har vedtaget, at kommunen skal købe grunden, og at der skal etableres en vendeplads på grunden.

Ifølge kommunen kan vendepladsen kun bygges, hvis kommunen river huset i nummer 34 ned.

- Det vil betyde, at kommunen eksproprierer det, altså køber huset og laver vendeplads der, siger Ole Skrald Rasmussen.

Han afviser, at eksproprieringen har noget at gøre med, at rockergruppen Satudarah holder til i huset.

- Overhovedet ikke. Det er lige meget hvem, der havde boet der, siger han til DR Nyheder.

Rockergruppen Satudarah kom til Danmark i efteråret. Det var medlemmer af den gruppe, der i weekenden kom i sammenstød med medlemmer fra rockergruppen Hells Angels ved Parken i København.

Knap 1800 personer i Danmark er medlem af en bande, en rockergruppe eller har tilknytning til grupperinger.

Næsten 1300 af dem har siddet i fængsel. Det svarer til 72 procent af medlemmerne, viser tal fra Rigspolitiet til Folketinget, skriver DR.

Lige nu sidder 350 rocker- eller bandemedlemmer i fængsel.

/ritzau/

/ritzau/