Kommune: Protester fortsætter mod Risø-affald

5.000-10.000 kubikmeter radioaktivt affald skulle deponeres i en af landets kommuner, men nu ser det ud til at blive sendt til udlandet.

Det glæder Lolland Kommunes borgmester, Stig Vestergaard, for Lolland Kommune var netop en ud af fem kommuner, som var blevet udpeget til at kunne modtage affaldet.

Selvom Stig Vestergaard er glad, vil han ikke glæde sig for tidligt.

- Jeg venter med at klappe i hænderne, til der er truffet en endelig beslutning. Men jeg synes, det er en god idé. Det er jo en af de løsninger, vi har peget på hele tiden, siger Vestergaard.

Det er et flertal i Folketinget, som ifølge Politiken har skiftet kurs. Tilbage i 2003 blev det ellers enstemmigt besluttet, at der skulle etableres et slutdepot for atomaffald et sted i Danmark med den begrundelse, at "hver generation bør rydde op efter sig selv".

I Lolland Kommune har mange borgere protesteret imod atomaffaldet, og kommunen vil umiddelbart fortsætte protesterne.

- Vi har en meget stor protestgruppe. Jeg tror, vi afleverede 10.000 underskrifter mod et depot på Lolland, og vi vil fortsætte med at protestere, siger borgmesteren, og fortætter:

- Men vi har lige fået en invitation i dag til et møde med Astrid Krag (sundhedsminister red.) for at blive orienteret om processen, og vi hilser det meget velkomment, at Folketinget har truffet en fornuftig beslutning om at finde et sted i udlandet, hvor man har forstand på det her.

Også Struer Kommune har været i søgelyset som et muligt sted, man kunne deponere affaldet. Her glæder borgmester Niels Viggo Lynghøj sig også over den nye udmelding fra folketinget.

- Jeg synes, det er meget positivt, at man prøver at se på alternative muligheder i forhold til at grave det ned i en af vores fem kommuner, siger han.

Ligesom i Lolland er der i Struer en engageret borgergruppe, som har protesteret meget mod at blive naboer til atomaffaldet.

De andre kommuner er Skive, Bornholm og Kerteminde.

 

Dagens Gossip

Dagens TV