Kommune trodser forbud mod hunde i havet: Det er noget pjat

Skrevet af Kristine Bugbee

21/05/2015
Vovsen må komme med på stranden. Foto: Polfoto

Mest læste i dag

Det skabte røre i hele landet sidste år, da et forbud mod hunde og bilkørsel på landets strande blev gennemført.

Det var en stramning af reglerne for det såkaldte 'blå flag', der skal sikre vandkvalitet og sikkerhed på landets kyster, som førte til det omdiskuterede forbud.

I Hjørring Kommune i Nordjylland har man nu besluttet at droppe det blå flag helt og i stedet indføre 'badevandsflaget'. Et valg, som turistchef i Tversted Turistbureau Hanne Haandbæk er ganske tilfreds med:

- Vi bakker op om beslutningen, fordi det er en god ting. Reglerne siger, at hundene ikke må bade i vandet på grund af e-coli-bakterier, men det er lidt noget pjat. En hund vil aldrig besørge i vandet, så vi synes, at den regel er overdrevet, siger hun til Dagens.dk.

Læs også: Først var det hunde - nu må bilen heller ikke komme med på stranden

En anden grund til, at hun glæder sig over kommunens nej tak til det blå flag, er kørselsforbuddet.

- På mange strande i det nordjyske, der plejer man at parkere på selve stranden. De fleste af vores gæster tilbringer en hel dag på stranden og har bilen fyldt op med mad og klapstole og ting. Byen er slet ikke gearet til, at man skulle parkere et andet sted, så det ville give et kæmpe problem, hvis man ikke måtte have bilen med, siger Hanne Haandbæk.

Hun fortæller, at der allerede er kommet en del positive tilkendegivelser, og turistbureauet regner ikke med at få negative henvendelser.

- Det kan jeg ikke forestille mig. Så kan man jo bare vælge en anden strand.

Ifølge Hjørring Kommune vil strandene fortsat opfylde de kriterier, der er for det blå flag. Men altså med muligheden for at tage egen hund og bil med på stranden.

- Badevandsflaget følger badevandsbekendtgørelsen i stedet for reglerne for 'blå flag', men strandene vil have samme høje kvalitet med hensyn til vandanalyser, rengøring af toiletter og opsamling af affald, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Følg Dagens Dyreriget for flere lignende artikler: