Kommune tvinger svært hjerneskadet 18-årig i job

Hvor langt skal man gå for at få alle i arbejde i dagens Danmark?

Det er spørgsmålet, som både fagfolk og pårørende til hjerneskadede Natasja Bjerring Jørgensen fra Odense stiller sig selv. Den 18-årige pige bliver nemlig af både psykologer og læger beskrevet som værende så udviklingshæmmet, at hun er ude af stand til at varetage et arbejde.

Alligevel afviser Odense Kommune at give Natasja Bjerring Jørgensen førtidspension, men sætter hende i stedet på en kontanthjælp.

Natasjas arbejdsevne og funktionsniveau kan nemlig ikke vurderes endeligt, før hun har tilbragt endnu to år på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse ved Center for Specialundervisning for Voksne, CSV, i Odense, mener kommunen. Det skriver Ekstra Bladet.

Men det er familien ikke enige i: Natasja er mentalt som en tre-fireårig, men hun har jo stadig krav på et værdigt liv, siger hendes mor Else Jørgensen.

Kommunens beslutning overrasker professionelle fagfolk, der har undersøgt Natasja Bjerring Jørgensen.

- Pigen er - sagt med et jævnt, folkeligt udtryk - åndssvag, siger psykolog Mette Jacobsen og henviser til, at Natasjas IQ er 52 og dermed i den laveste ende af skalaen.

Også neurolog Niels Illum fra Odense Universitetshospital er klar i sin vurdering:

'Hun vil altid have behov for andres støtte og kan ikke klare et selvstændigt socialt liv uden andres støtte omkring sig. Hun kan heller ikke være erhvervsaktiv på et bæredygtigt grundlag', skriver han i Natasjas journal.

Og alt tyder på, at fagfolkene har ret, når de vurderer, at Natasja Bjerring Jørgensens ikke kan klare et arbejde.

Sidste år var Natasja nemlig i knap halvanden måneders ulønnet praktik i børnetøjsbutikken Maylo i Odense. Her havde indehaver af butikken Ilona Zart Nielsen store udfordringer med at have Natasja i praktik.

- I begyndelsen prøvede jeg at give hende nogle små opgaver, men dem kunne hun ikke håndtere. Hvis jeg for eksempel sagde, at hun skulle tørre hylderne af, så tørrede hun ti centimeter, og så troede hun, at hun var færdig, siger hun.

Ilona Zart Nielsen forklarer derfor, at hverken hun eller Natasja fik meget ud af praktikken.

- Jeg håbede på, at jeg kunne lære Natasja lidt, og at hun kunne være lidt nyttig i butikken, men det var bare en ekstra opgave for mig at have hende her, afslutter Ilona Zart Nielsen.

Odense Kommune ønsker på trods af flere henvendelser fra Ekstra Bladet ikke at udtale sig i sagen. I en mail skriver kommunens kommunikationsafdeling, at jobrehabiliteringscentrets chef Peder Klinge Søndergaard først ønsker at udtale sig efter et møde mellem jobrehabiliteringscentret og Natasja Bjerring Jørgensen den 24. maj.

 

Dagens Gossip

Dagens TV