Kommune vil købe Holger Danske

Holger Danske kan måske få lov til at blive ved med at sidde og sove i Helsingør Kommune.

For Helsingør Byråds økonomiudvalg har besluttet, at kommunen skal tage kontakt til Hotel Marienlyst og begynde forhandlinger om et eventuelt køb af statuen i bronze, som har stået foran Hotel Marienlyst i over 100 år, skriver Helsingør Dagblad.

- Det betyder naturligvis, at jeg kontakter Hotel Marienlyst for at diskutere en eventuel overtagelse. Derudover har jeg ikke flere kommentarer, siger byens borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) til Helsingør Dagblad.

Statuen er sat til salg af hotellet på internet-auktionssitet Lauritz.com, og efter en kaotisk første budrunde, som senere er blevet aflyst, er Holger Danske nu igen under hammeren.

Udbudsprisen er 1,75 millioner kroner, og indtil videre har en forretningsmand fra Skjern budt på nationalklenodiet, som er en mindre kendt udgave end den Holger Danske, der sidder i de mørke kasematter på Kronborg Slot i Helsingør.

Borgmesteren vil ikke kommentere, hvor meget kommunen vil smide på bordet for at sikre, at Holger Danske bliver i kommunen.

Økonomiudvalget har en forventning om, at det kan lade sig gøre at overtage Holger Danske, og det vil kommunen gerne, siger Johannes Hecht-Nielsen.

Skulpturen er af bronze, mens Holger Danske ved Kronborg er af beton. Det er billedhuggeren Hans Peder Pedersen-Dan, som i sin tid skabte Holger Danske - bestilt af Hotel Marienlyst.

Statuen, der vejer mellem 1500 og 2000 kilo, står ved indgangen til Hotel Marienlyst i Helsingør på en massiv sokkel af munkesten.

Kronborg Slot er ifølge avisen ikke interesseret i at købe den anden Holger Danske. Slotsfolket har nok i én sovende Holger Danske.

/ritzau/

 

Dagens Gossip