Kommunekasser bugner efter nedskæringer

Det viser en analyse, som Ugebrevet A4 har lavet ud fra Økonomi- og Indenrigsministeriets Kommunale Nøgletal.

Assens er en af de fynske kommuner, som har fået kassebeholdningen til at svulme. Det er blandt andet sket ved at fyre ansatte i administrationen, slanke chefgangen og lukke Flemløse Skole i Glamsbjerg.

Borgmesteren i Assens, Finn Brunse (S), glæder sig over, at kommunen har fået en større buffer i økonomien.

»Det giver en robusthed i økonomien. Meningen er, at en del af den større likviditet skal anvendes til glæde og gavn for borgerne. Vi planlægger at bygge alt fra nye daginstitutioner til veje og cykelstier. Byrådet overvejer også at nedbringe gælden,« siger Finn Brunse til Ugebrevet A4.

Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) er den økonomiske tilbageholdenhed udtryk for, at kommunerne har strammet gevaldigt op på deres økonomistyring.

»Man har skabt en kultur, hvor det ikke er ok at overskride sit budget. Hvis cheferne ikke følger op på budgetoverskridelser, så er det noget, man tager en alvorlig snak om. Når alle i kommunen holder lidt igen, og der ikke gives tillægsbevillinger, er det historien om, at mange bække små gør en stor å,« siger specialkonsulent Anders Windinge, KL, til ugebrevet.

Fagforbundet FOA mener, det er grotesk, at kommunerne lægger penge til side, når der er behov for at sætte gang i økonomien.

»Danskerne får mindre velfærd, end der faktisk er råd til. Der er offentligt ansatte, der må vinke farvel til deres job, selv om kommunerne har råd til at beholde dem. Det er helt absurd. Kommunerne kører simpelthen økonomien for stramt. Det er fortvivlende for den enkelte borger og offentligt ansatte, at kommunerne er med til at gøre den økonomiske krise værre, end den behøvede at være,« siger FOA-formand Dennis Kristensen til Ugebrevet A4.

Dagens Gossip