Kommuner gør børn trafiksikre

Derfor er det meget positivt, at stadigt flere kommuner og skoler bruger tid og ressourcer på at sikre, at børnene bliver klædt ordentligt på, når de skal ud i trafikken.

Hele 64 kommuner siger i en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, at de i år gør mere for trafiksikkerhed målrettet børn og unge end de gjorde i 2012. Det kan blandt andet være at hjælpe skolerne med at prioritere færdselsundervisningen og at få indført en egentlig trafikpolitik.

»Over de sidste fire år er det gået støt frem i alle kommuner. Der er mange kommuner og skoler, som gør en virkelig flot indsats, som kan være med til at redde liv blandt børn og unge i trafikken - både her og nu, men også at forebygge farlig adfærd i trafikken, når de bliver ældre,« siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden.

I år deltager 94 af 98 kommuner i Rådet for Sikker Trafik og TrygFondens undersøgelse, hvilket er rekord. Det er også rekord, at så mange kommuner er gået frem i forhold til tidligere år.

»Det er tydeligt, at stadig flere kommuner arbejder tættere sammen med skolerne og bakker op om færdselsundervisning, cykelprøver og for eksempel temadage om trafiksikkerhed. Det er et arbejde, der kan give børnene og deres forældre vigtig viden, så vi får mere sikre trafikanter i fremtiden,« siger Janne Gundersen fra Rådet for Sikker Trafik.

41 kommuner fordelt over hele landet gør en rigtig flot indsats og får dermed over 50 ud af 100 mulige point i undersøgelsen.

Ifølge undersøgelsen arbejder netop de kommuner engageret og ambitiøst med at klæde børn og unge på til at klare sig i trafikken. Desuden har kommunerne visioner om trafiksikkerhed og har fokus på de muligheder, der er for at arbejde med trafikpolitik på skoler i netværk på tværs af kommune, politi og skoler.

Selv om nogle kommuner i Rådet for Sikker Trafik og TrygFondens undersøgelse er længere fremme end andre, så er der ros til alle.

»Der er også kommuner, der gør andet end det, som vi spørger om i undersøgelsen. Så generelt er det et meget positivt billede, vi ser i kommunerne,« siger Janne Gundersen, proceskonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Dagens Gossip