Kommuner hjælper prostituerede ud af branchen

Langt de fleste af de danske prostituerede drømmer om et andet job eller andre rammer for deres hverdag.

En rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at to ud af tre prostituerede har prøvet at holde en pause fra faget. 20 procent af dem gjorde det i håbet om at stoppe helt. Men det lykkes bare sjældent.

- Virussen hedder: Jeg tager lige et år mere. Du kan ikke bare stoppe. Det er en proces, du skal igennem. Du skal føle, at du har opnået noget, ellers har det hele været omsonst, forklarer den prostituerede "Bianca" i rapporten fra 2011.

Men nu er der hjælp på vej til de prostituerede i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Kommunerne indleder nu en helhedsorienteret indsats, der skal hjælpe de prostituerede - ikke bare ud af miljøet, men også med at få styr på andre aspekter af deres liv, mens de gør det, så deres chancer for at forlade prostitutionen helt forøges.

Theresa Dyrvig, der er en af bagmændene bag SFI's rapport, forklarer til Politiken:

- Der er et stort spring fra at give udtryk for, at man gerne vil lave noget andet, og så til rent faktisk at gøre noget ved det.

Politiken skriver, at mere end hver tredje sexklinikarbejder og escort-prostituerede har overvejet at stoppe med at sælge sex inden for det sidste år. Og næsten samtlige gadeprostituerede.

I Aarhus Kommune bliver det alligevel første gang, at der iværksættes et egentligt exit-program for dem.

- Vi har selvfølgelig i forvejen kontakt til mange af dem, fordi det ofte er udsatte mennesker med behov, vi hjælper dem med. Men at se dem som en specifik målgruppe har vi ikke gjort så meget ud af før, forklarer projektkoordinator Marianne Damsgaard Hansen.

I København Kommune vil de gå lidt længere i deres søgen efter kvinder at hjælpe.

- Vi skal også have fat i nogle af dem, der befinder sig i grænselandet til prostitution. Det kan være meget unge kaotiske piger med psykiske problemer, nogle af dem kan eksempelvis have forbindelse til bandemiljøet, eller de har en baggrund med misbrug, forklarer områdechef Bo Steen Pedersen til Politiken.

Projekt "Exit Prostitution" har 46 millioner statskroner i ryggen.

Dagens Gossip