Kommuner indstiller sig på lang stirrekonkurrence

Skrevet af admin

10/06/2016

Dagens topnyheder

Kommunerne har kun fået indrømmelser, der er så små, at man skal have fat i et forstørrelsesglas for at få øje på dem.

Sådan siger Martin Damm (V), der er formand for Kommunernes Landsforening, før et møde i Finansministeriet fredag middag. Mødet handler om kommunernes økonomi næste år.

- Mødet må vise, om vi skal være her hele weekenden, siger han.

- Finansministeriet har lagt sig et sted, der er kropumuligt. Vi har lagt os et sted, der er tæt på, hvad regeringen gik til valg på, nemlig nulvækst. Det betyder ikke, at vi skal mødes på midten.

Forhandlingerne om kommunernes økonomi har stået på i en måned. KL-formanden har fredag formiddag orienteret sin bestyrelse om forhandlingerne, og der er enighed i bestyrelsen om, at aftalen slet ikke er i mål, oplyser han.

- Vi vil ikke have problemer med at rykke os det, Finansministeriet rykker sig, for det er næsten ingenting, siger Martin Damm.

Han understreger, at kommunerne har god tid.

- Det er vist noget teknisk i Finansministeriet, der gør, at det skal være færdigt. Vi giver det den tid, der skal til for at nå en ordentlig aftale.

/ritzau/